USA-ledet luftangreb i Syrien for fjerde dag i træk

For fjerde dag i træk ramte luftangreb den militante gruppe Islamisk Stats (IS) positioner i Syrien.

Det er en USA-ledet koalition, som står bag angrebene, der ramte den østlige, syriske provins Deir al-Zor, lyder det ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger krigens gang i Syrien.

Ifølge overvågningsgruppen ramte angrebene territorier, der er kontrolleret af Islamisk Stat udenfor byen al-Mayadin.

Det vides endnu ikke, hvorvidt nogen er kommet til skade under de seneste angreb.

Indtil videre har angrebene i alt kostet 140 jihadister og 13 civile livet ifølge overvågningsgruppen. Endnu har Washington dog ikke bekræftet nogen dødsfald.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er angrebene udført i Deir Ezzor-provinsen og den nordøstlige provins Hasakeh. Begge var en dag tidligere mål for andre angreb.

Målet for angrebene står ikke umiddelbart klart, siger lederen af overvågningsgruppen, Rami Abdel Rahman. Men de ser ud til at være rettet mod at stoppe Islamisk Stats olieindtægter.

Salg på det sorte marked af ulovligt udvundet olie menes at tegne sig for en stor del af Islamisk Stats indtægter.

Ifølge eksperter tjener den militante gruppe mellem en og tre millioner dollar (op mod 17,5 millioner kroner) om dagen fra oliesalg alene.

Gårsdagens angreb menes at have kostet mindst 14 jihadister og fem civile livet.

Det første angreb mod Islamisk Stat i Syrien fandt sted tirsdag. Det åbnede et nyt kapitel i kampen mod den slagkraftige, ekstremistiske organisation, der vinder frem på slagmarkerne i Irak og Syrien.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip