V og DF: Udspil om zoneforbud kræver bedre prioritering

Skrevet af admin

13/06/2015

Dagens topnyheder

Det er et skridt i den rigtige retning, at Socialdemokraterne nu vil skærpe straffen for at bryde de såkaldte zoneforbud, hvor politiet kan forbyde tidligere straffede at opholde sig inden for 500 eller 1000 meter af gerningsstedet.

Men hvis forslaget skal have nogen gang på jord, skal der prioriteres flere midler til området, så politiet rent faktisk kan håndhæve zoneforbuddene. Det mener Venstre og Dansk Folkeparti.

- Det er en strafskærpelse, men det er jo en meget lille en. Jeg havde egentlig håbet, at man ville skærpe ikke bare retorikken, men også politikken på det her område, siger Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen.

Lørdag fremlagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S) udspillet "En ungdom uden kriminalitet", hvor de ønsker at udvide brugen af zoneforbuddet.

Samtidig vil partiet skærpe straffen for overtrædelse af zoneforbud, så strafferammen på syv dages ubetinget fængsel oftere udnyttes, ligesom de vil undersøge muligheden for et hurtigspor i retssystemet, så brud på zoneforbud kommer hurtigere for retten.

- En ting er lovgivningen, noget andet er de politimæssige ressourcer, man allokerer til området. Hvis man virkelig vil gøre noget på det her område, så skal der flere ressourcer til netop det, samtidig med at man skærper straffen og lovgivningen, siger Karsten Lauritzen.

- Der vil regeringen kun det ene og kun i meget begrænset omfang.

Også Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, savner ressourcer til politi og domstole, hvis de skal håndhæve zoneforbuddene.

- Vi bakker op om, at straffen skærpes. Det er glimrende med ubetinget fængsel. Men der skal altså være tilstrækkeligt med betjente til at håndhæve zoneforbuddene. Det her udspil indeholder ikke nogen midler af betydning, siger han.

- Derfor foreslår vi, at man skal bruge vores udspil med 2000 flere betjente over de næste år, så man får mandskab til at håndhæve zoneforbuddene. For det er ikke ret meget værd, hvis der ikke er nogen til at sige til dem, der bryder forbuddet, at det må de ikke.

/ritzau/