V og K: Vilhelmsens svar er bekymrende

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Hverken Venstre eller De Konservative mener, at man er kommet til bunds i Zornig-sagen efter det samråd, som blev holdt onsdag.

Samrådet endte med, at socialminister Annette Vilhelmsen (SF) blev tildelt en næse, men stod det til De Konservatives Tom Behnke, så burde Vilhelmsen været gået som minister.

Ifølge Behnke er der er tale om magtfordrejning, fordi ministeren selv erkender, at man har konstrueret en pulje og laver kriterier, som passer præcist til Stemmer på kanten.

- Når hun efterfølgende sørger for at lave særbehandling, så er der tale om overtrædelse af forvaltningsloven.

- Og når hun så står i folketingssalen og bedyrer, at alt går i den skønneste orden, og så må man erkende: Nej, der var tale om særbehandling. Så er der også tale om overtrædelse af ministeransvarsloven, siger Behnke.

Venstre mener, at det er mærkeligt, at det skal være så svært at finde ud af, hvad der skete 29. august, da socialminister Annette Vilhelmsen fejlagtigt lovede Lisbeth Zornig Andersen en million kroner til projektet Stemmer på kanten.

- Det er forunderligt, at en partiformand, som også er minister, er fuldstændig ude af stand til at redegøre for et meget simpelt forløb, siger Jakob Engel Schmidt (V)

- Man underskriver en pulje, og fem dage efter, har man simpelthen glemt reglerne. Det er da stærkt bekymrende i forhold til Annette Vilhelmsens generelle embedsvirke, tilføjer han.

Han glæder sig dog over den næse, som Socialudvalget er blevet enige om at give hende.

- Det er en grim næse, en næse med vorter på kan man sige, fordi der følger en advokatundersøgelse med, det betyder, at sagen ikke er slut, siger han.

De borgerlige partier vil nu stille en lang række skriftlige spørgsmål til Annette Vilhelmsen om sagen, og så håber man, at den uvildige advokatundersøgelse af forløbet kan afsluttes hurtigt, så man kan komme til bunds i sagen.

/ritzau/