V støtter aktion trods skepsis over Syrien

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Venstre bakker op om regeringens beslutningsforslag, hvor Danmark og Norge henter kemiske våben i Syrien med et dansk eskorteskib, et C-130 militært transportfly samt et dansk beskyttelseshold til FN's hollandske udsending, Sigrid Kaag.

Det siger Venstres udenrigsordfører Søren Pind.

- Regeringen har henvendt sig til os, om vi kunne støtte det. Selv om vi grundlæggende mener, at det er med til at fjerne fokus fra det egentlige indhold i den syriske konflikt, så er det en væsentlig opgave at få fjernet de pågældende våben, siger Søren Pind.

- Derfor har vi valgt at støtte initiativet.

Søren Pind er dels bekymret over, at aktionen legitimerer det syriske styre under diktator Bashar al-Assad, dels ved sikkerheden for danske soldater.

- Dette fordrer en form for accept af det syriske regime. Ellers kan de ikke operere på syrisk jord. Det er ikke noget, vi bryder os om, men det tager vi til efterretning. Det andet er: Ja, det er en farlig opgave. Det er der ingen tvivl om, siger Søren Pind.

- Vi ønsker dem, der skal af sted, alt det bedste.

Trods det gode formål fjerner aktionen ifølge Søren Pind fokus på borgerkrigen i Syrien, hvor 130.000 syrere, heraf 11.000 børn, har mistet livet. Fremtidens historieskrivning vil vise en stor skamstøtte over Vestens passive udenrigspolitik, mener han.

- Konflikten har stor spill over (udbredelse red.) med flygtningestrømme og sygdomme ind i Europa. Det vil få katastrofale konsekvenser for holdningen til Vestens styrke og tilgang til humanitære katastrofer, siger Søren Pind.

Liberal Alliance støtter også forslaget, siger udenrigsordfører Mette Bock.

- Man kan ikke på den ene side støtte en aftale om destruktion af kemiske våben og på den anden side så ikke være med til at sørge for at gennemføre det, som er besluttet, siger Mette Bock.

/ritzau/