Vardy bliver helt og skurk i Leicester-drama

Skrevet af admin

17/04/2016

Dagens topnyheder

Leicesters sejrsrække uden at lukke mål ind stoppede søndag, da titelaspiranterne hjemme tog imod West Ham.

Leicester var længe på sejrskurs i opgøret, der eksploderede mod slutningen. Med syv minutter igen fik Andy Carroll først udlignet på et straffespark for gæsterne, og få minutter efter tordnede Aaron Cresswell bolden ind bag Kasper Schmeichel til 2-1-føring.

Dermed var Leicester på kurs mod et nederlag, men i overtidens allersidste sekunder fik Leicester tilkendt et straffespark, som Leonardo Ulloa udnyttede til at udligne.

Dermed nøjedes Leicester med at smide to point i stedet for tre point, og klubben topper fortsat ligaen.

Leicester har 73 point - otte mere end Tottenham på andenpladsen. Christian Eriksen og co. møder mandag Stoke på udebane.

- Udvisningen ændrede kampen, men jeg dømmer mine spillere og ikke dommeren. Dommeren er ikke mit område. Vores præstation var fantastisk. Det er det, som er vores sjæl, og vi spiller alle kampe sådan med blod, hjerte og sjæl.

- Det var fantastisk. Dette point er særdeles vigtigt psykologisk, siger Leicester-manager Claudio Ranieri efter opgøret til Sky Sports.

Kampen var tempofyldt fra start, og der var chancer i begge ender, hvor Leicester-forsvareren Robert Huth var tæt på efter ti minutter.

Leicester har udmærket sig med hurtige og farlige omstillinger gennem det meste af sæsonen, og sådan en diskede hjemmeholdet også op med efter 19 minutter.

Hurtige Leicester-pasninger drev bolden fremad banen, og fra N'Golo Kante endte den hos farlige Jamie Vardy, der ikke betænkte sig.

Vardy skrabede bolden til sig og fyrede kanonen af, og jublen brød løs på King Power Stadium i Leicester, da bolden bragede i mål bag West Ham-keeper Adrian.

Det blev den eneste scoring i en første halvleg, hvor Kasper Schmeichel diskede op med en klasseredning undervejs.

West Ham sendte Andy Carroll på banen i stedet for Pedro Obiang efter pausen, men det var igen Vardy, der indtog hovedrollen efter 56 minutter.

Vardy fik et gult kort i første halvleg for benspænd, og i en situation med Angelo Ogbonna lod Leicester-angriberen sig falde i feltet, hvilket af dommeren blev takseret som film.

Det betød, at Vardy fik en advarsel mere og dermed rødt kort, og Leicester skulle i resten af halvlegen kæmpe med en mand i undertal.

Med syv minutter igen begik Wes Morgan så straffespark, og det udnyttede Carroll til at udligne, mens Gresswell tre minutter senere bragede West Ham i front.

Fire minutter inde i overtiden fik Ulloa så udlignet på straffespark.

Liverpool var på besøg hos Bournemouth efter sejren over Borussia Dortmund i Europa League i ugens løb.

Her kom der gang i kampen i slutminutterne af første halvleg. Først forsøgte Daniel Sturridge sig med et hælspark, der blev pareret af hjemmeholdets keeper, som sendte bolden direkte hen til Roberto Firmino, der blot skulle sætte foden på til 1-0 til Liverpool.

Sturridge var dog ikke færdig, for i halvlegens døende sekunder steg han til vejrs og headede Liverpool foran 2-0.

Bournemouth fik reduceret til 1-2 i overtiden, og dermed er Liverpool på syvendepladsen fire point efter West Ham.

/ritzau/