Venstre vil stramme asylpolitikken yderligere i nyt udspil

Skrevet af admin

09/06/2015

Dagens topnyheder

Flygtningestrømmen til Danmark er taget til de senere år, og det vil Venstre komme i møde med et udspil til en asylreform, som ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten bliver præsenteret tirsdag.

Partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) vil gøre det mindre attraktivt for flygtninge at komme til Danmark, fordi han mener, at situationen er kommet ud af kontrol.

- Vi vil rulle regeringens lempelser tilbage, så flygtninge kun kan opnå permanent ophold, hvis de arbejder, taler dansk og reelt er integrerede i det danske samfund, siger han til Jyllands-Posten.

Målet er, at der skal komme færre flygtninge til Danmark. Lars Løkke Rasmussen hævder i den forbindelse, at der ikke kun er tale om værdipolitik, men at der også ligger økonomi bag udspillet.

- Udgifterne er eksploderet. I det år, hvor jeg gik af som statsminister, brugte vi tre milliarder kroner på asyl og familiesammenførte.

- I år forventes det at stige til ni milliarder. Derfor skal vi have det her under kontrol, siger han.

Socialdemokraternes udlændingeordfører Ole Hækkerup siger til avisen, at han er klar til at diskutere med Venstre, om der er brug for yderligere tiltag på området.

Hos De Radikale melder integrationsordfører Marlene Borst Hansen dog klart fra over for yderligere stramninger på asylområdet.

/ritzau/