Venus dropper boykot og taber til kvalifikationsspiller

Skrevet af admin

12/03/2016

Dagens topnyheder

Efter en 15 år lang boykot af tennisturneringen i Indian Wells var Venus Williams fredag tilbage. Men det blev kun for en meget kort bemærkning.

Den 35-årige amerikaner tabte med et brag sin kamp i første runde til den japanske kvalifikationsspiller Kurumi Nara. Nederlaget til verdens nummer 89 lød på 4-6, 3-6.

Venus Williams indtog ellers banen som i et eventyr med en varm og hjertelig velkomst fra de godt 7000 tilskuere. Flere af dem rejste sig til stående ovationer, beretter AFP.

- Det er tid til at komme videre og lade fortid være fortid. Da jeg var ude på banen, tænkte jeg ikke tilbage. Det er lang tid siden, siger Venus Williams efter kampen.

I 2001 buhede tilskuere i Indian Wells af hendes søster Serena Williams undervejs i finalen, og de rettede også mishagsytringer mod Venus Williams og søskendeparrets fader, Richard Williams, da de to dukkede op for at overvære finaleopgøret.

Richard Williams har hævdet, at der blev rettet racistiske ytringer mod dem.

- Vi kunne være vendt tilbage, og alle kunne have fortsat, hvor de slap, siger Venus Williams om det lange fravær.

Venus Williams' lillesøster Serena droppede sin boykot af turneringen for et år siden. Hun blev budt velkommen tilbage med en 57 sekunder lang klapsalve.

Turneringen i Indian Wells er blandt tennissportens største i laget under de fire grand slam-turneringer.

/ritzau/