Vidne: Skrækindjagende skrig fra Pistorius' hus

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Detaljer begynder lige så stille at komme frem i drabssagen mod den benamputerede sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius, der ved retten i den sydafrikanske hovedstad, Pretoria, er tiltalt for at have skudt sin kæreste Reeva Steenkamp.

Kort efter, at sprinteren mandag havde erklæret sig ikke-skyldig, kunne sagens første vidne berette om skrækindjagende skrig fra Pistorius' hus om natten, hvor drabet fandt sted - 14. februar 2013.

Michelle Burger, der boede i en nærliggende ejendom til Oscar Pistorius, fortæller, hvordan hun blev vækket midt om natten ved, at en kvinde skreg højt og råbte om hjælp.

- Jeg sad stadig i sengen, og jeg hørte hendes skrig.

- Hun skreg højt og råbte om hjælp. Så hørte jeg også en mand råbe om hjælp. Tre gange råbte han.

- Lige efter hendes skrig, hørte jeg fire skud. Fire skud: bang, bang, bang, bang. Det var meget traumatisk for mig. Man kunne høre, at det var skrækindjagende skrig, siger Michele Burger med bævende stemme ifølge AFP.

Hele verden kan følge med i retssagen, idet retten i Pretoria har indvilget i, at store dele af retsmøderne bliver fulgt af tre stationære kameraer, så det sydafrikanske folk kan få direkte indblik i sagen.

Ifølge AFP så den højt profilerede atletikudøver nervøs ud, da han trådte ind i North Gauteng High Court i den sydafrikanske hovedstad mandag morgen iklædt sort jakkesæt og slips vel vidende, at han risikerer fængsel på livstid, hvis han findes skyldig.

Pistorius har tidligere erkendt, at det var ham, der skød og dræbte sin modelkæreste, da hun gemte sig på toilettet i hans hjem natten til 14. februar sidste år.

Han hævder dog, at han troede, at det var en indbrudstyv, mens anklageren vil forsøge at bevise, at Pistorius skød Steenkamp med fuldt overlæg.

/ritzau/AFP