Viktor Bromer svømmer sig i EM-finale

Skrevet af admin

06/12/2015

Dagens topnyheder

Svømmeren Viktor Bromer er klar til finalen i 200 meter butterfly ved kortbane-EM i søndagens næsthurtigste tid.

Også Jeanette Ottesen og Magnus Jakupsson er videre til semifinalerne efter indledende heat, hvor sidstnævnte endda satte dansk rekord.

På sidstedagen af europamesterskaberne på kortbane i Israel viste Viktor Bromer god form i favoritdisciplinen. Han er europamester på langbane i 200 meter butterfly.

I søndagens indledende heat blev Aalborg-svømmeren noteret for tiden 1.53,40 minutter, som resulterede i en samlet andenplads og dermed en stensikker finaleplads.

- Viktor leverede et fint morgenløb og gjorde præcis det, han skulle, lyder det fra sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, i en pressemeddelelse.

Eneste svømmer, som Viktor Bromer ikke kunne hamle op med, var Ungarns Laszlo Cseh, som blev noteret for tiden 1.51,54 minutter.

I damernes indledende 50 meter fri stillede tre danskere til start. For 27-årige Jeanette Ottesen blev det til tiden 24,13 sekunder og en plads i semifinalerne som samlet nummer tre.

15-årige Julie Kepp Jensen formåede at svømme sig ind på en samlet 20.-plads i tiden 25,01 sekunder, mens Emilie Beckmann tilbagelagde den korte distance i tiden 25,20 sekunder og sluttede som nummer 31.

Dermed var det kun Ottesen, som nåede frem til semifinalerne, som afvikles senere søndag.

21-årige Magnus Jakupsson forbedrede sin danske rekordtid i 50 meter rygsvømning. I indledende heat blev han noteret for tiden 24,01 sekunder, og det rakte til en semifinaleplads som samlet nummer 14.

Endelig var også Julie Aglund Lauridsen i konkurrence søndag morgen i kortbanebassinet i Netanya.

I indledende heat i 400 meter fri blev svømmeren noteret for tiden 4.11,81 og sluttede dermed en samlet placering som nummer 23, som betød, at hun er færdig ved EM.

/ritzau/