VW vil købe halv million bilejeres tillid med gavekort

Skrevet af admin

09/11/2015

Dagens topnyheder

Volkswagen vil tilbyde amerikanske ejere af dieselbiler, som er berørt af snydesoftware, en godtgørelsespakke i form af en såkaldt "goodwill pakke" til en værdi af 1000 dollar svarende til knap 7500 danske kroner.

Knap 500.000 bilejere får tilbudt gavekort, hvor halvdelen af værdien skal bruges hos Volkswagens forhandlere, hvis den pågældende ejer en bil, som er omfattet af den verdensomspændende skandale med snyd af mængden af udledning.

Det kan koste den tyske bilgigant knap 500 millioner dollar (omkring 3,5 milliarder kroner), hvor halvdelen dog går direkte til forhandlerne.

- Vi arbejder utrætteligt for at udvikle et godkendt middel for de berørte køretøjer.

- I mellemtiden tilbyder vi denne goodwill pakke som et første skridt mod at genvinde vores kunders tillid, siger Michael Horn, VW's amerikanske topchef.

Tilbuddet omfatter amerikanske ejere af en Volkswagen eller Audi, som er udstyret med 2,0-liters TDI-motorer, der kan ansøge om at modtage et forudbetalt Visa-kort på 500 dollar og et gavekort til en Volkswagen-forhandler på 500 dollar.

Desuden får bilejerne en treårs aftale om gratis vejhjælp.

Ifølge Volkswagen har i alt omkring 482.000 biler med dieselmotorer med fire cylindre installeret softwaren, som lader motorer bestå test, selvom forureningsniveauet er langt over det tilladte.

Mens de knap 500.000 biler i USA er berørt, er det samlede tal for hele verden på 11 millioner biler.

VW er ved at undersøge, hvem der eventuelt skal fyres i kølvandet på afsløringerne, men ingeniøren, der gik til sine overordnede, er ikke i farezonen, lyder det.

Skandalen begyndte at rulle, da Volkswagen i september erkendte, at koncernen havde indrettet millioner af dieselbilers software på en måde, så bilerne under test fremstår mere miljøvenlige, end de er under almindelig kørsel på vejene.

/ritzau/Reuters