Wass og Celta vil angribe decimeret Real Madrid-hold

Celta Vigo, der har Daniel Wass i truppen, har fået sin bedste start i Primera Division siden 1998, hvor fodboldklubben deler førstepladsen med giganterne Real Madrid og FC Barcelona.

Formen skal bevares, når et Real Madrid-hold, der er plaget af skader, kommer på besøg lørdag. Det siger Celtas målmand Sergio Alvarez ifølge DPA.

- Jeg tror ikke, Real er så overlegne i forhold til os. Det er godt hold, men det er vores også. Vi vil angribe dem så meget, vi kan, ligesom vi gjorde mod Barcelona, siger Alvarez.

For tre uger siden slog Celta, der havde Wass i startopstillingen, de spanske mestre fra Barcelona med 4-1.

Den præstation, håber Alvarez, kan gentages mod Real Madrid, der er hårdt plaget af skader inden opgøret.

Rafa Benitez' tropper, som onsdag aften spillede 0-0 ude mod Paris Saint-Germain i Champions League, må undvære Dani Carvajal, Pepe, Mateo Kovacic, James Rodriguez og Gareth Bale til kampen mod Celta.

Skaderne forbedrer ikke ligefrem chancerne for en Real Madrid-sejr, men sådan er vilkårene i denne del af sæsonen. Det siger Real Madrids anfører, Sergio Ramos.

- Sådan er det på denne tid af året. Der er hårde kampe hver tredje eller fjerde dag. Celta er i fremragende form, og vi ved, at det bliver en virkelig hård kamp for os, siger Ramos.

Real Madrid, Celta og Barcelona har alle 18 point efter otte kampe. Barcelona møder søndag Eibar på hjemmebane.

/ritzau/

Dagens Gossip