Wenger dæmper forventninger til mesterskab efter sejr

Skrevet af admin

22/12/2015

Dagens topnyheder

Arsenal slog mandag Manchester City hjemme på Emirates Stadium og har nu slået et hul til de lyseblå i toppen af Premier League.

Arsenal og Leicester er sammen gået i udbrud og med Leicesters manglende erfaring i topstriden, peger mange nu på Arsenal som den største favorit til at vinde Premier League.

Manager Arsène Wenger maner dog til besindighed. Han mener, det er alt for tidligt at give bud på, hvem der er med forrest i Premier League, når turneringen skal afgøres til foråret.

- Det er for tidligt at sige, vi kan vinde ligaen, men den her sejr styrker vores tro, siger Arsène Wenger ifølge Reuters.

- Det er positivt, at vi spiller, så vi fortjener at vinde en kamp som den her. Nu er det vigtigt, at vi indser, at vi skal være klar til at kæmpe sådan i hver eneste kamp, siger den franske manager.

- Det her var en betydningsfuld kamp, for når man kigger på Manchester City og kvaliteten af deres hold, så ved vi, at de er med i kampen om mesterskabet helt indtil slut.

Wenger afslører også, at Mesut Özil, assistkongen i Premier League, der endnu engang lagde op til et mål, ikke havde trænet med hele ugen på grund af sygdom.

Mesut Özils assist var nummer 15 i årets Premier League. Det er mere end nogen anden spiller i den engelske liga.

- Özil havde en infektion i brystet og var i sengen hele ugen, så af en gut, der ikke har kunnet spille eller forberede sig, gjorde han det virkelig godt, siger Arsène Wenger.

Arsenal ligger nummer to i Premier League med 36 point for 17 kampe. Det er to point færre end Leicester, der overraskende topper ligaen. Manchester City har 32 point på tredjepladsen.

/ritzau/