Wieghorst stopper som cheftræner i AGF

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

Morten Wieghorst stopper som cheftræner i fodboldklubben AGF efter en længere periode med utilfredsstillende resultater i Superligaen.

Fredag aften vandt AGF 2-1 på hjemmebane over FC Midtjylland, men sejren ændrer ikke på en lang stime med nederlag.

- Efter en længere periode med utilfredsstillende resultater har AGF dags dato valgt at ophæve samarbejdet med cheftræner Morten Wieghorst, oplyser klubben på sin hjemmeside.

AGF's sportschef, Jens Andersson, forklarer trænerafgangen med, at man ikke længere har tillid til, at Wieghorst kan klare opgaven.

- Desværre har vi måttet konstatere, at vores resultater de seneste måneder ikke har levet op til forventningerne, og vi har ikke tillid til, at Morten Wieghorst er den rette cheftræner til at føre holdet videre.

- Vi har derfor efter nøje overvejelser besluttet, at der skal nye kræfter til for at indfri vores sportslige målsætninger på både kort og lang sigt.

- Vi forventer inden længe at kunne offentliggøre navnet på vores nye cheftræner, der fra årsskiftet skal stå i spidsen for AGF i Alka Superligaen, siger Andersson til klubbens hjemmeside.

Ud over ophævelsen af samarbejdet med Wieghorst er assistenttræner Bent Christensen også blevet opsagt.

AGF vil gerne takke Morten Wieghorst og Bent Christensen for den indsats, de har ydet for klubben, og ønske dem al mulig held og lykke fremover.

/ritzau/