Wimbledon-publikum evakueret efter brand på Centre Court

Flere tilskuere ved den prestigefyldte tennisturnering i Wimbledon blev sent onsdag aften evakueret på grund an en brand tæt på Centre Court.

Topseedede Serena Williams havde netop færdiggjort dagens program på Centre Court med en sejr over Timea Babos, da en brandalarm satte i gang i stadionbygningen, som huser turneringens største bane.

Mens Williams var på vej hen til en pressekonference i en nærliggende bygning, blev omkring 3000 tilskuere ifølge Sky Sports over højttalerne på Wimbledon-anlægget bedt om at forlade stedet, mens flere udrykningskøretøjer ankom.

Brandvæsnet oplyser, at man en time senere - kort efter 23 dansk tid - havde fået bragt branden under kontrol.

En talsmand for Wimbledon fortæller, at branden sandsynligvis startede som følge af en elektrisk fejl.

Ingen personer er ifølge de første meldinger kommet til skade i forbindelse med branden.

/ritzau/

Dagens Gossip