Woods misser cuttet i British Open - landsmand topper

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere verdensetter Tiger Woods er færdig efter to runder i British Open. Den fallerede superstjerne gik de første to runder af majorturneringen i samlet syv slag over par, hvilket er syv slag dårligere end den forventede cutgrænse.

Verdensranglistens nummer 241 tiltrækker sig fortsat meget opmærksomhed, selv om han er i gang med en skidt sæson.

I British Open havde Woods håbet på at kunne vende skuden, men amerikaneren lagde skidt ud allerede på første runde med to bogeys på de første to huller.

Den tendens fulgte resten af de første to runder, som tog hele tre dage for Woods at få færdigspillet. Ikke fordi, han brugte så mange slag, så der ikke var tid nok, men på grund af vejrforholdene, der har budt på både kraftig regn og blæst på St. Andrews-banen.

Noget bedre går det for Woods' landsmand Dustin Johnson, der også lørdag aften blev færdig med sin anden runde, der har været længe undervejs.

Lige som efter første runde fører Dustin Johnson med et enkelt slag ned til nærmeste forfølger. Johnson er ti slag under par, mens Danny Willett fra England er ni slag under.

Den amerikanske komet Jordan Spieth, der jagter årets tredje majorsejr, gik en jævn anden runde i par og er fortsat fem slag under par. Det rækker til en placering som delt nummer 14.

/ritzau/