Wozniacki efter nederlag: Jeg var ikke på 100 procent

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

Nederlag på 4-6, 2-6 til verdens nummer 50.

På papiret fik Caroline Wozniacki en elendig start på den amerikanske hardcourt-sæson, da hun i sin første kamp i WTA-turneringen i Stanford mødte Varvara Lepchenko.

Men bag cifrene gemte sig historien om, at danskeren døjede med en skade i læggen. Hun spillede med en kraftig forbinding om venstre læg.

- Jeg var ikke på 100 procent, men jeg troede, at adrenalinen kunne bære mig i gennem. Det var ikke kønt derude, siger Caroline Wozniacki ifølge turneringens Twitter-profil.

Turneringen i Stanford var første led i opvarmningen til grand slam-turneringen US Open, der begynder 31. august.

Med mindre skaden forhindrer hende i at stille op, vil Wozniacki dog stadig få rig lejlighed til at få kamptræning på hardcourt-underlaget.

På mandag begynder Rogers Cup i Toronto, og ugen efter gælder det Western & Southern Open i Cincinnati.

I ugen inden US Open spilles WTA-turneringen i New Haven, som Wozniacki har vundet fire gange. Danskeren figurerer dog endnu ikke på deltagerlisten til turneringen.

/ritzau/