Caroline Wozniacki er klar til anden runde i OL-turneringen i tennis.
På bane 3 i Rio sejrede den tidligere danske verdensetter søndag med 6-2, 6-2 Lucie Hradecká fra Tjekkiet.
I anden runde venter endnu en tjekke på den danske OL-fanebærer, men modstanden må forventes at blive mere udfordrende. På den anden side af nettet venter den dobbelte Wimbledon-mester Petra Kvitova.
Hun er nummer 14 på verdensranglisten, hvor Wozniacki er nummer 54. Der står 5-5 i spillernes indbyrdes opgør.
Det var ikke meningen med så meget tjekkisk modstand for Wozniacki i Rio. Efter planen skulle danskeren have mødt Su-Wei Hsieh fra Taiwan i første runde, men hun forlod OL i Brasilien efter stridigheder med sit forbund.
Og så trådte Hradecká - verdens nummer 162 - ind i turneringen. Wozniacki-Hradecká-kampen kom sent i gang i Rio, fordi kraftig vind medførte flere udsættelser i søndagens tennisprogram.
Wozniacki satte sig hurtigt på opgøret. Danskeren brød Hradeckás serv og bragte sig foran 3-1 i første sæt. Lidt mere modstand var der i andet sæts begyndelse, da Hradecká bragte sig foran 2-0.
Men det var nemt at se, at Hradecká normalt leverer sine bedste resultater i double, og Wozniacki vandt seks partier i træk i andet sæt. Spillet var ikke prangende fra danskeren, men ganske solidt og nok til at vinde over Hradecká.
Kvitova havde også nemt spil i første runde. Den 11.-seedede tjekke vandt 6-1, 6-2 over ungarske Timea Babos.
Det er tredje gang, at Wozniacki er med til et OL. Det bedste resultat for Wozniacki er kvartfinalen ved legene i London for fire år siden.
/ritzau/