Wozniacki: Kvinderne fortjener at spille på store baner

Caroline Wozniacki rettede mandag kritik mod Wimbledon, efter hun havde tabt i 1/8-finalen til spanske Garbine Muguruza på bane to.

Danskeren mener, at herrespillerne i for høj grad bliver favoriseret i forhold til kvinderne, når det kommer til at få plads på anlæggets største arenaer Centre Court og bane et.

- Jeg ville elske at have spillet på en stor bane. Det er det, man træner hårdt for. Men kvinderne har ikke de store muligheder for at spille på de store baner her. Der bliver oftest kun placeret én kvindekamp på Centre Court og én på bane et hver dag.

- Det føles anderledes (end ved andre grand slam-turneringer, red.). Det er alt, jeg kan sige. Jeg tror, mange af os kvinder føler, at vi også fortjener at spille på de største baner foran et stort publikum, siger Caroline Wozniacki.

Hun mener, det er godt for publikum, at det får chancen for at se store stjerner spille på anlæggets yderbaner. Men som spiller er det en noget anderledes følelse, når man skal spille på mindre baner i anden uge af en grand slam-turnering.

I Wimbledon spilles mange 1/8-finaler på yderbaner, da man i modsætning til andre grand slam-turneringer holder hviledag søndag og derefter afvikler samtlige 1/8-finaler hos både mænd og kvinder mandag.

- I de andre grand slam-turneringer spiller man 1/8-finaler på de store baner, fordi der kun er få kampe tilbage, siger Wozniacki.

Hun nåede at få en enkelt optræden på Centre Court i første runde, men den var oprindeligt planlagt til at skulle spilles på bane to, hvor programmet imidlertid trak ud. Derudover har hun spillet på bane et, to og 12 i dette års Wimbledon.

- Her skal man pludselig spille på mindre baner i anden uge. Det føles, ligesom man starter forfra på en ny turnering på en mindre bane, hvorefter man skal kæmpe sig op til de store, siger Caroline Wozniacki.

/ritzau/

Dagens Gossip