Wozniacki ramler med sejr ind i storspillende Azarenka

Skrevet af admin

20/01/2015

Dagens topnyheder

Hviderusseren Victoria Azarenka har natten til tirsdag dansk tid overbevisende spillet sig i anden runde ved Australian Open efter en sejr i to sæt over Sloane Stephens fra USA.

Azarenka slog sin amerikanske modstander i to sæt, 6-3,6-2.

Dermed er det hviderusseren, der står på den anden side af nettet, hvis Caroline Wozniacki vinder sin første kamp i turneringen, når hun tidligt tirsdag morgen møder den 18-årige amerikaner Taylor Townsend i første runde.

Townsend ligger nummer 99 på verdensranglisten.

Den 25-årige Azarenka har vundet Australian Open to gange i 2012 og 2013, men på grund af skader i sidste sæson har hendes placering på verdensranglisten taget et dyk ned.

Det betyder, at den tidligere verdensetter ikke har fordel af at være seedet i turneringen, men af mange bliver betragtet som en af turneringens farligste outsidere.

Azarenka gjorde i sin første kamp heller ikke meget for at ændre på det indtryk. Hun vandt første sæt i løbet af 29 minutter og tog derefter kontrol over kampens andet sæt til Stephens' store frustration.

Caroline Wozniacki har forud for turneringen ikke lagt skjul på, at der venter hård modstand i Melbourne, hvor Australian Open bliver spillet.

Hvis danskeren holder sin seedning som nummer otte og når frem til kvartfinalen, så er det formentlig verdensetteren Serena Williams, der står på den anden side af nettet.

- På papiret ser det ud til at være en hård lodtrækning, men jeg tror på mig selv og tror på, at jeg kan slå alle, når jeg spiller godt, har Wozniacki tidligere sagt.

/ritzau/