Zlatan før Malmø-brag: Det bliver et minde for livet

Skrevet af admin

24/11/2015

Dagens topnyheder

Zlatan Ibrahimovic har efterhånden oplevet lidt af hvert i sin lange fodboldkarriere, men den svenske superstjerne lægger ikke skjul på, at der venter en helt særlig oplevelse, når han onsdag aften spiller Champions League i barndomsbyen, Malmø.

Sammen med Paris Saint-Germain skal Ibrahimovic møde Malmö FF i femte spillerunde, og på forhånd har al opmærksomhed naturligvis samlet sig om den 34-årige angriber.

- Det bliver spændende. Nu spiller jeg i PSG og får lov at møde Malmö FF på min gamle hjemmebane. Det føles uvirkeligt.

- Det sætter prikken over i'et på den rejse, jeg har taget. Det har været et langt eventyr, siger Zlatan Ibrahimovic på pressemødet tirsdag.

- Jeg vil bare nyde det. Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige. Det bliver et minde for livet, siger han.

Ibrahimovic har selv lejet den centrale plads Stortorget, hvor der vil være fest og storskærm for de fans, der ikke fik billetter til det for længst udsolgte opgør.

- Jeg vil have, at alle kan se kampen. Det er et minde for livet. Alle skal kunne sige, at de var her og så kampen, selv om de kun var på torvet. Det er ren glæde og kærlighed til byen, lyder det fra Ibrahimovic.

Adspurgt hvordan den perfekt aften ville se ud, lød svaret:

- Det perfekte scenarie er, at vi vinder kampen, at jeg scorer tre mål, og at alle skriger mit navn efter kampen. Under kampen skal folk heppe på Malmö FF, siger Zlatan Ibrahimovic.

Efter de første fire kampe er Zlatan Ibrahimovic og Paris Saint-Germain nummer to i gruppe A med syv point.

Malmö FF er sidst i puljen med tre point og skal vinde for at holde liv i chancen for avancement.

/ritzau/TT