Absurd: Anna Mee Allerslev valgt ind - selvom hun har trukket sig

Skrevet af Nils Würtzenfeld

23/11/2017
På trods af at have trukket sig fik Anna Mee Allerslev alligevel nok stemmer i København til at blive valgt ind i Borgerrepræsentationen.

Mest læste i dag

Anne Mee Allerslev (R) er valgt ind i Borgerrepræsentationen i København. Det står klart, efter alle de personlige stemmer fra tirsdagens kommunalvalg er talt op. Det skriver Ritzau.

Det var ellers under stor mediebevågenhed, at den omstridte Radikal-politiker Anna Mee Allerslev 25. oktober valgte at trække sig som beskæftigelses- og integrationsborgmester samt som politisk leder for Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen i København.

Det skete efter en række skandalesager, der startede med historien om hendes bryllupsreception på Københavns Rådhus, som hun ikke havde betalt leje for.

Men da Allerslevs exit fandt sted under en måned før kommunal- og regionsvalget, var kandidatlisterne allerede indleveret, og derfor stod den radikale politiker stadig øverst på stemmesedlen under Radikale Venstre, da københavnerne tirsdag skulle sætte sit kryds.

Og på trods af de mange møgsager i medierne, belønnede 1123 vælgere alligevel Anna Mee Allerslev med deres stemme, mens Radikale Venstre i alt høstede 26.691 stemmer i København.

Det var ganske vist en tilbagegang på 2,3 procentpoint, men nok til fem mandater, hvorfra det femte og sidste mandat netop er gået til Anna Mee Allerslev.

Ifølge Viktor Dylander, der er formand for Radikale Venstre i Hovedstaden, så er det dog stadig Allerslevs plan, at hun ikke stiller op.

 - Som Anna Mee Allerslev har sagt tidligere, så stiller hun sig ikke til rådighed. Hun skal nu finde ud af, hvordan hun vil nedlægge sit mandat, siger han til TV 2 Lorry.