Bekymret Inger Støjberg: 'Vi skal ikke være et multikulturelt samfund'

Skrevet af Nils Würtzenfeld

05/05/2017
På Christiansborg er der ikke enighed om, hvordan Danmark bør reagere på fremtidens befolkningstilvækst af indvandrere og efterkommere. Inger Støjberg bekymret, mens Morten Østergaard er positivt stemt.

Dagens topnyheder

I denne uge kom det frem, at cirka hver femte dansker enten vil være indvandrer eller efterkommer af i år 2060.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I dag er 13 procent af den danske befolkning indvandrere og efterkommere, mens tallet om 43 år altså vil ligge på godt 20 procent.

Denne udvikling vækker blandede følelser på Christiansborg, skriver BT, som har talt med Inger Støjberg og Morten Østergaard om de nye tal. 

Udlændinge- og integrationsminister for Venstre Inger Støjberg er ikke overraskende bekymret over udviklingen.

- Ja, det bekymrer mig. Vi skal ikke være et multikulturelt samfund. Man bliver nødt til at dele problemstilling op, fordi de mennesker, der kommer her for at arbejde og bidrage til samfundet, er selvsagt ikke et problem. Men det er et problem, at der er en stor gruppe af ikke-vestlige indvandrere, som ikke bidrager til samfundet, siger hun til BT.

Samtidig peger Inger Støjberg på, at regningen kan blive dyr, da ikke-vestlige indvandrere ifølge hende er en underskudsforretning for statskassen.

Hun fastslår dog samtidig, at udviklingen også kan komme til at koste andet end penge:

- Der ligger også en værdimæssig regning, som kan være næsten ubetalelig, og det bekymrer mig meget.

Hos Radikale Venstre er man dog anderledes positiv ved udsigterne til en fremtidig befolkningsforøgelse. Partiets gruppeformand Morten Østergaard mener sågar, at vi bør glæde os:

- Med den alderssammensætning, der er i den danske befolkning, skal vi glæde os over, at der er flere til at løfte arbejdsopgaver i det offentlige og private i fremtiden, som gør, at vi kan tage os godt af hinanden og opretholde et højt velfærdsniveau. Vi var ilde stedt, hvis vi manglede alle de mennesker, siger han til BT.

Mens hver femte dansker i 2020 spås at være indvandrer eller efterkommer, så er det kun hver ottende danske borger, der i 2020 har rødder i et ikke-vestligt land.

Socialdemokratiet bakker DF op: Forlæng grænsekontrollen