Først opdelte rektor eleverne efter etnicitet: Nu er det også slut med fællesbøn på Langkaer Gymnasium

Skrevet af Nils Würtzenfeld

15/09/2016
Foto: Poltoto
Foto: Poltoto
Langkaer Gymnasium har erklæret sig for en religiøst neutral skole, og derfor er det for fremtiden slut med at bede sammen på gymnasiets område.

Dagens topnyheder

Bølgerne gik højt landet over, da det i sidste uge kom frem, at Langkaer Gymnasium havde valgt at opdeler skolens elever efter etnicitet.

Nu har skolen imidlertid selv kastet yderligere brænde på bålet ved at melde ud, at det nu er slut med at mødes for at bede bønner på Langkaer Gymnasium. Det skriver DR Østjylland.

Skolen forbyder nemlig både kristen andagt og muslimsk fællesbøn på gymnasiet, da man for fremtiden har valgt at være en religiøst neutral skole - i øvrigt som det første gymnasium i Aarhus.

Rektor Yago Bundgaard forklarer, at der hele sidste år var mange muslimske elever, der mødte op til bøn på skolen.

- Der var 35-40 drenge her, og på den anden side af døren var der nogenlunde samme antal piger på sådan en almindelig fredag middag, fortæller rektor Yago Bundgaard til DR Østjylland og tilføjer at at man på skolen vil fokusere på sammenhold.

- Jeg forklarede dem, at vi på skolen fokuserer på det, som holder os sammen og ikke det, som gør os forskellige, siger han.

Over 70 procent af eleverne på Langkaer Gymnasium er tosprogede, og mange af dem er muslimer.

Det nye ordensreglement blev allerede besluttet sidste år, men det er først nu, at reglerne er trådt i kraft.

- Vi respekterer den enkeltes religion, og at den enkelte har en religiøs identitet, men de må udøve deres religiøse praksis uden for skolen, siger Yago Bundgaard.

Det er dog ikke alle elever, der er enige med rektoren. Danni Baddour er en af de muslimske elever, der har deltaget i bønnemøderne, og han mener ikke, at bøn splitter eleverne, når nogle beder på skolen.

- Når jeg går herned i kælderen og beder en bøn, bliver jeg glad. Så kan jeg sagtens gå op og sidde sammen med de andre, som ikke har været nede at bede. Så jeg synes ikke, fællesbønnen adskiller noget som helst, siger han og fortsætter:

- Men rektoren har selvfølgelig ret til at tro det. Det er bare noget andet, hvis man har prøvet det selv. Nu vil jeg så bare bede selv.