Brasiliens Dilma har ryggen mod muren inden rigsretssag

Torsdag begynder det, der kan blive sidste kapitel i Dilma Rousseffs politiske karriere.

Rigsretssagen mod Brasiliens suspenderede præsident bliver indledt. Rousseff har på forhånd ryggen mod muren og spås ikke mange chancer for at komme gennem forløbet med præsidenttitlen i behold.

Hun er mistænkt for at have brudt budgetreglerne i forbindelse med valgkampen i 2014.

Brasiliens første kvindelige præsident har op til retssagen erkendt, at hun har begået fejl i embedet. Men ikke i et omfang, der berettiger at afsætte hende, mener hun.

- Jeg er uskyldig. Ingen uretfærdighed er mere ødelæggende end at dømme en uskyldig person, sagde hun midt i august.

Efter rigsretssagen skal det brasilianske senat stemme om, hvorvidt Dilma Rousseff skal gå af. Afstemningen ventes ifølge nyhedsbureauet dpa at finde sted 2. september.

Ifølge AFP har formanden for senatet sagt, at det formentlig bliver 30. august.

Hvis to ud af tre senatorer stemmer for at afsætte hende, ryger hun ud. Michel Temer, der er fungerende præsident, vil i det tilfælde blive på posten indtil næste valg, der ventes i 2018.

Allerede på forhånd ser det skidt ud for Rousseff. Ved en senatsafstemning tidligere på måneden stemte 59 af de 81 senatorer for at indlede en rigsretssag. Altså var der allerede her et flertal på over to tredjedele.

I sin tid som præsident har Rousseff kæmpet med at få gang i den brasilianske økonomi. For få år siden var der ellers vækstfest i Brasilien. I dag befinder landet sig i recession. Omkring 11 millioner brasilianere er arbejdsløse.

Samtidig er det politiske landskab præget af stridigheder partierne imellem og interne intriger.

I befolkningen er Rousseffs parti blevet mere og mere upopulært. Det tilskrives primært utilfredshed med håndteringen af den økonomiske krise og en korruptionsskandale i det statslige olieselskab Petrobras.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip