Danskerne bruger internet på mobilen som aldrig før

Skrevet af admin

29/05/2015

Dagens topnyheder

Danskerne sætter ny rekord i internetforbrug på mobilen, viser den nye telestatistik, som Erhvervsstyrelsen offentliggør fredag. Danskernes brug af internet på mobilen er steget med 50,7 procent på et halvt år.

Hos teleselskabet 3 Danmark forklarer man blandt andet det stigende forbrug af internet på mobilen med, at danskerne i højere grad er begyndt at streame film på deres smartphones.

- Det er især mobilernes stigende skærmstørrelse og danskernes lyst til streaming og deling af videoer og billeder, der trækker trafikken endnu højere op, siger direktøren for 3 Danmark, Morten Christiansen, i en pressemeddelelse.

Danskernes mobiler slugte i andet halvår af 2014 samlet set 36.148 terabyte data, hvilket er en stigning på 50,7 procent i forhold til første halvår 2014.

36.148 terabyte data er svært at forholde sig til. På en iPhone 5 svarer den mængde data rundt regnet til to milliarder minutter på YouTube.

De mange terabyte data svarer til, at den gennemsnitlige dansker bruger 29 megabyte data om dagen. Og det er ikke meget, mener telekonsulent og ejer af Netplan, Torben Rune.

- De 29 megabyte er i mine øjne udtryk for, at der er rigtig mange med smartphones, der ikke bruger det til noget som helst. Der er rigtig mange, der kan undvære et dyrt dataabonnement og i stedet få et billigere taletidsabonnement, siger Torben Rune.

- Tallet har været stødt voksende i rigtig mange år. Det er ikke specielt højt i forhold til USA eller Sverige. Data er nok den mest oversolgte ydelse, du ser i telemarkedet i dag, afslutter Torben Rune.

/ritzau/