Eksperter: Populær helsedrik kan give leverskader

Skrevet af Marie Milling

17/11/2016
Rigtig mange mennesker er begyndt at drikke den populære drik, men i bedste fald gør den intet, i værste fald kan den give leverskader.

Mest læste i dag

Mange mennesker drikker Aloe Vera-drik for at nyde godt af de mange gode egenskaber, som producenterne siger, det har.

Der er bare et problem.

Flere eksperter udtaler nu, at der nok ikke er den store positive virkning ved at indtage drikken, skriver TV2 Norge.

Tværtimod er der flere af de kloge hoveder, som mener, at Aloe Vera-drikken kan skade leveren. 

- Producenterne bruger mange underlige medicinske påstande - som jeg som læge ikke engang forstår. Leveren trænger ikke til at blive renset. Leveren er et af de bedste organer i kroppen, siger fagdirektør i legemiddelverket i Norge, Steiner Madsen.

- Faktum er, at det er stik modsat. Aloe Vera som drik har i nogle tilfælde vist sig at give leverskader. 

Ernæringsbiolog Lise von Krogh forklarer, at der findes visse enzymer i drikken, som kan være skadelige for kroppen. 

Desuden har nogle Aloe Vera-drikke også et højt indhold af sukker. Man kan få en del kalorier indenbords, når man drikker de søde sundhedsdrinks.

Omsætningen fra salget er i Norge på et år steget fra otte millioner kroner til 18 millioner kroner.

Nogle af de ting, som producenterne har påstået omkring effekterne er, at det kan give indre balance, stabilisere mave- og tarmsystemerne og rense leveren. 

En af de producenter, som TV2 Norge har haft fat i, siger, at de har ændret salgsteksten, og at den bare beror på en misforståelse mellem producent og sælger.

Til kritikken om et for højt  sukkerindhold argumenterer de, at de også har sukkerfrie varianter, som kunderne kan vælge.