Fødevaretilsyn advarer: Disse middagsrester må du ikke varme op igen

Skrevet af webmaster

21/06/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Mad fra dagen forinden er lækkert og nemt, men kan også være potentielt livsfarligt.

Dagens topnyheder

Det er hurtigt. Det er nemt. Det er rester.

Det hænder, at man bevidst eller ubevidst laver for meget mad, for så har man jo lige til dagen efter. I en travl hverdag sparer det tid at varme maden fra den foregående dag, men det er vigtigt, at man tænker sig om, når menuen står på rester.

Det skriver norske Dagbladet.

- Madvarer kan varmes flere gange, men for at det er sikkert at varme maden op igen, er det vigtigt, at maden bliver opvarmet og nedkølet korrekt, fortæller Eva Lillebakken, der er seniorrådgiver ved Mattilsynet (Madtilsynet, red.).

Selvom man opvarmer og nedkøler sin mad efter alle regler, så er der alligevel nogle former for rester, som man ikke bør øse i en gryde og varme dagen efter. Det gælder spinat og bladrige grøntsager samt ris og pasta.

Spinat og bladrige grøntsager indeholder nitrit, der bliver omdannet til nitrat, som igen omdannes til nitrosaminer, der er kræftfremkaldende. Netop derfor er det ikke nogen god ide at sætte de grønne blade på menuen som rester.

Hvis du ikke har været hurtig til at sætte din kogte ris eller pasta på køl, bør du heller ikke varme disse madvarer op, når du kommer hjem efter en lang dag. Ris og pasta, der har stået for lang tid ved stuetemperatur, indeholder nemlig bakterien Bacillus Cereus. Bakterien kan give kraftige mavesmerter og opkast, og selvom man koger bakterien, overlever den.

Selv hvis man husker ikke at varme ris, pasta og spinat, er det ikke nok til at sikre en god hygiejne. Det er nemlig afgørende at køle sine retter hurtigt ned og varme dem op ved høje temperaturer. Alle dele af retten fra dagen forinden skal nemlig varmes op til mellem 75 og 90 grader for at sikre, at man undgår madforgiftning.

- Hvis maden ikke er håndteret korrekt, kan det i de værste tilfælde resultere i en madforgiftning eller i en infektion. Afhængig af hvad det er, der bliver varmet op, kan det give forskellige sygdomme, som spænder fra mavesmerter til livstruende sygdomme, fortæller Dagbjørn Skipnes fra Nofima.

Det er ikke kun forholdsregler og god hygiejne, som holder madforgiftning på afstand. En håndfuld peanuts om dagen kan også mindske risikoen for, at du efter en god omgang rester ender på toilettet.