Ny blodprøve kan afsløre kræft et år før den ’opstår’

Skrevet af Ninna Andreasen

29/04/2017
Forskere er meget begejstrede for den lovende, nye metode.

Dagens topnyheder

Et hold forskere i Storbritannien er lykkedes med at spore kræft i blodprøver et år før, kræften ville være synlig ved en scanning eller røntgen.

Opdagelsen kan hjælpe læger med at diagnosticere kræft og behandle tumoren tidligere – og dermed øge chancen for overlevelse. Det skriver BBC.

Studiet blev foretaget i forhold til lungekræft. Lungekræft er den type kræft, som flest personer dør af. Forskerne ville undersøge, hvordan lungekræften udvikler sig, så den kan sprede sig til resten af kroppen. Metoden er dog så fundamental, at den bør kunne bruges på andre kræftformer.

I projektet tog forskerne celler fra en lungetumor, som blev fjernet fra en patient. Derefter analyserede de tumorens defekte dna. Dna’en brugte de til at bygge et såkaldt ”genetisk fingeraftryk” til hver af kræftpatienterne.

Derefter blev der hver tredje måned foretaget blodprøver på patienterne for at se, om man kunne identificere små spor af dna’en fra tumoren. Resultatet viste, at man kunne spore, at kræften ville vende tilbage, et år før den var synlig på enten røntgen- eller scanningsbilleder.

Det giver håb, at man på sigt vil kunne opdage tilbagevenden kræft tidligere. Op mod halvdelen af patienter, som bliver behandlet mod lungekræft, oplever tilbagefald. 13 ud af 14 patienter, som fik tilbagefald under studiet, blev opdaget af blodprøven, før tumoren var synlig, mens andre fik at vide, de var sygdomsfri.

Forskernes arbejde stopper dog ikke der. De har også nogle idéer til ny medicin, fordi de har fundet ud af, hvordan ustabil dna giver brændstof til kræftceller.