Ekspert: At give en smartphone til et barn svarer til at give det et gram kokain

Skrevet af Nils Würtzenfeld

08/06/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Dit barns forbrug af mobiltelefonen kan være ligeså vanedannende som stoffer og alkohol, advarer en misbrugsekspert.

Dagens topnyheder

De fleste danske børn og unge tilbringer flere timer hver dag med deres smartphone i hænderne.

Men selvom mobiltelefoner i blevet dagligdagen i skoler og på børneværelser landet over, så bør vi stadig huske på, at for meget tid foran mobilskærmen kan være farligt for vores børn. 

Sådan lyder advarslen fra britiske Mandy Saligari, der er leder af Harley Street Clinic, der er et misbrugscenter i London.

Ifølge Independent deltog Mandy Saligari for nylig i en uddannelseskonference i London, hvori hun advarede forældre og lærere om faren ved børns overdrevne brug af mobiltelefonen.

Ifølge Mandy Saligari kan trangen til at være på Facebook, Snapchat og Instagram på ens smartphone, blive ligeså vanedannende som stoffer og alkohol.

- At give dit barn en smartphone er ligesom at give det et gram kokain, lyder den opsigtsvækkende udmelding fra Mandy Saligari.

Sammen med eksperter i teknologiafhængighed fortalte Mandy Saligari, at faren ved mobil-afhængighed ofte er overset blandt mange forældre.

- Jeg siger altid, at når du giver dit barn en tablet eller en mobiltelefon, så er det det samme som at give dem en flaske vin eller et gram kokain. Er du virkelig villig til at lade dem indtage det bag en lukket dør, spørger Mandy Saligari og henviser til den skærmtid på børnenes værelser, som forældrene ikke har styr på.
 
Hun mener, at vi bør fokusere ligeså meget på faren ved afhængighed af mobiltelefoni, som vi i forvejen gør i forbindelse med indtag af alkohol eller stoffer.

Udmeldingen kommer i kølvandet på nyheden om, at engelske børn helt ned i 13-års alderen nu bliver behandlet for teknologisk afhængighed.

Samtidig har en tredjedel af de adspurgte i en stor undersøgelse blandt 12-15 årige engelske unge indrømmet, at de ikke har en god balance mellem brugen af mobiltelefonen og andre aktiviteter.

En tilsvarende undersøgelse blandt forældre viser i øvrigt, at fire ud af ti forældre synes, at det er svært at kontrollere deres børns forbrug af mobiltelefonen.

Læs også om undersøgelsen der har vist, at børn med fjernsyn på værelset er tykkere