1-årig fartbølle stoppet i politiets fartkontrol

Skrevet af Nils Würtzenfeld

18/04/2017
Foto: Polisen Kävlinge
Foto: Polisen Kävlinge
En noget ung bilist blev stoppet af svensk politi, der straks havde svært ved at stå for den charmerende chauffør.

Dagens topnyheder

Det er ikke bare i Danmark, at påskedagene har budt på en udvidet fartkontrol landet over.

Også hos vores svenske naboer har ordensmagten stoppet ekstra mange biler i påskedagene.

For en uges tid siden fik politiet dog lejlighed til at stoppe en helt særlig motorbølle, da ’polisen’ i Skåne var på rutinekontrol. Det skriver svenske Expressen.se.

For i et villaområde i Furulund stødte et par betjente pludselig på en hvid Audi Q7, der kørte noget ureglementeret.

Det skyldtes blandt andet, at føreren slet ikke havde kørekort og knap kunne nå pedalerne.

I den hvide Audi sad nemlig den kun etårige dreng Lexus, og dette syn kunne de svenske betjente ikke modstå.

Med forældrenes tilladelse fortog man derfor et ’rutinetjek’ af den unge fartbølle, der i den grad morede sig ved politiets tilstedeværelse.

Siden har Kävlinge, Burlöv, Lomma og Staffanstorp Politi lagt et billede af det bedårende møde på deres Facebook-profil, hvor de i den grad har hostet ros for det humoristiske indslag.

Over 8700 personer har i skrivende stund liket billedet, ligesom adskillige Facebook-brugere har givet udtryk for deres begejstring over, at politiet også har overskud til lave sjov og sprede smil og glæde.

I en kommentar til billedet har politiet selv skrevet:

- Luksusbil er løs. Denne lille fyr blev stoppet i en kontrol i Furulund. Vi kan kun gætte på, hvad der er blevet sagt, men mon ikke at lille Lexus ikke er helt enig med betjenten Simon.

Moderen til den unge bilist har efterfølgende fortalt, at politiets tilstedeværelse var et hit hos hendes søn, der havde fået den smarte Audi i julegave.

- Vi var ude på vores sædvandlige spadseretur, da politiet stoppede Lexus for at vise, hvordan deres blå blink fungerede. Derefter kørte de igen, men lidt efter kom de tilbage og spurgte, om det var okay, at de tog et billede af, at de ’stoppede ham’, fortæller moderen Maria Hagström.

Hun forklarer tilmed, at lille Lexus klarede fartkontrollen uden en bøde, men at han til gengæld ikke ønskede at blæse i betjentenes alkometer, da han fik tilbuddet.

Du kan se politiets sjove opslag herunder: