Fotos af forelsket brudepar tager nettet med storm - se, hvem der gemmer sig til venstre

Skrevet af Ane Sørensen

27/06/2017
Foto: Lindsey Berger/Country Roads Photography
Foto: Lindsey Berger/Country Roads Photography
Et amerikansk brudepar har vakt stor opsigt på de sociale medier med deres utraditionelle billeder.

Mest læste i dag

Det er aldrig sjovt at være det tredje hjul.

Det illustrerer det bryllupsbillede, som amerikanske Brittney og Kody Frysinger fik taget tidligere på måneden med al tydelighed. På billedet sidder det nygifte par og kysser hinanden i smukke omgivelser.

Det skriver Daily Mail.

Men ved siden af det lykkelige ægtepar sidder gommens bedste ven Mitch Jolliff og ser ud som om, at han er ganske utilfreds med den ellers så romantiske situation.

Foto: Lindsey Berger/Coutry Roads Photography

- Jeg vandt, står der under brudens skosåler, mens Kody Frysingers såler tilsammen danner det knapt så begejstrede udtryk:

- Hold din kæft.

På parrets forlovelsesbillede sidder Kody og Brittney også og kysser, mens Mitch Jolliff sidder ved siden af og laver en kyssemund hen imod det forelskede par. 

Foto: Lindsey Berger/Country Roads Photography

Her har fotografen også photoshoppet et budskab på både det nyforlovede pars og kammeratens fodtøj. Under Brittney og Kodys såler står der ‘I do’, mens Mitch Jolliffs sko demonstrativt viser et ’n’ og et ’t’.

Kody Frysinger mødte både Brittney og Mitch på gymnasiet for syv år siden, så de tre har tilbragt en hel del tid sammen gennem årene. Dette ønskede Kody og Brittney at afspejle i deres billeder på den store dag.

Brittney Frysinger fik idéen til det utraditionelle bryllupsbillede, efter hun havde set et billede på det sociale medie Pinterest, som hun gerne ville genskabe. 

Fotografen Lindsey Berger var helt vild med idéen:

- Det var magisk. Det var perfekt, siger Lindsey Berger til Yahoo News om billederne, som da også har vakt stor opmærksomhed på de sociale medier med mere end 141.000 delinger og 105.000 reaktioner på Facebook.

- Jeg tror, at så mange kan relatere til situationen. Alle har den ven, som er tredje hjul med dem, som altid er der, siger Brittney Frysinger.

Hendes kæreste skal på ferie med kammeraterne - nu har hun sikret sig, at kvinderne holder sig væk