Spil Snake hele natten: Legendarisk mobil vender tilbage

Skrevet af Nils Würtzenfeld

14/02/2017
Glæd dig! En gammel mobil-kending er nemlig på vej tilbage.

Dagens topnyheder

De fleste har sikkert svært ved at forestille sig en tilværelse uden en smartphones.

Alligevel husker mange af os tydeligt, hvordan 00’ernes klodsede mobil-trends så ud.

Dette årti bød nemlig på tykke og tonstunge mobiltelefoner uden farveskærme, sms-beskeder i mange afsnit, polyfoniske ringetoner samt farverige covers, man selv kunne skifte.

Især én mobiltelefon må i den grad siges at være ikonisk for denne tid. Nemlig den skelsættende Nokia 3310 som rigtig mange danskere på et tidspunkt har ejet.

Og drømmer du dig nogen gange tilbage til dengang, hvor mobiltelefoner ikke havde kamera, hvor man kunne bestille ringetoner over sms og hvor spillet Snake var det hotteste af det hotte, så er der rigtig godt nyt på vej.

For ifølge Venture Beat så planlægger finske HDM Global, der tidligere i år har købt rettighederne til Nokia-brandet, nemlig at producere en hyldestversion af klassikeren Nokia 3310.

Det overraskende comeback kommer mere end 16 år efter, at den efterhånden ikoniske telefon kom på mobil-hylderne for første gang som en afløser for den næsten ligeså legendariske Nokia 3210.

Ifølge kilder kommer den nye 3310 til at koste mellem 400-500 danske kroner, og lanceringen forventes at blive offentliggjort ved et stort arrangement i Barcelona 26. februar.

Dermed kan du altså godt begynde at glæde dig, hvis du har savnet en mobiltelefon, der har en imponerende 84-bits skærm, der kan holde til at blive tabt igen og igen og som giver dig mulighed for at sende sms’er med maksimum 459 tegn.