Helen og Kenneth Felumlee mødte hinanden som teenagere, giftede sig da de var i begyndelsen af 20'erne, og nu efter 70 års ægteskab og knapt en nat fra hinanden er de begge døde med få timers mellemrum.
Ifølge parrets datter døde den 92-årige Helen af naturlige årsager den 12. april i parrets hjem i Nashport i Ohio. Dagen efter døde Kenneth, også af naturlige årsager.
Der var kun 15 timer imellem de to dødsfald.
- Vi vidste, at når en af dem sagde farvel, så ville den anden følge efter, siger datteren Linda Cody til avisen Zanesville Times Recorder.
- Vi ønskede, at de blev sammen. Sådan blev det, tilføjer hun og oplyser, at selv efter 70 år holdt parret hinanden i hånden ved morgenbordet.
Parret giftede sig i 1944 og fik ifølge den fælles nekrolog otte børn.
Desuden efterlader parret 23 børnebørn og 43 oldebørn.
Helen arbejdede i hjemmet, mens Kenneth var jernbanearbejder og senere postbud.
Begge var aktive i den lokale kirke, og de underviste i søndagsskolen.
Da de blev pensionister, brugte de deres tid på at rejse rundt per bus til samtlige 50 delstater i USA.
De to gamle sov altid sammen lige indtil for tre år siden, da Kenneth måtte under behandling af lægerne og fik en del af det ene ben amputeret på grund af kredsløbsproblemer.
/ritzau/Reuters