Beskæftigelsen fortsætter med at stige

De første tre måneder af 2015 bød på fortsat stigende beskæftigelse blandt lønmodtagerne i Danmark.

Ifølge en ny opgørelse fra Danmarks Statistik er facit fra sidste kvartal 2014 til første kvartal i år, at der kom 4800 flere i arbejde - omregnet til fuldtidsstillinger. Det svarer til en stigning i beskæftigelsen for lønmodtagere på 0,2 procent.

- Det er det syvende kvartal i træk med stigende lønmodtagerbeskæftigelse, skriver Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit, i en kommentar.

- Det betyder, at lønmodtagerbeskæftigelsen nu er steget med godt 46.100 personer siden andet kvartal 2013, og nu ligger på det højeste niveau siden 3. kvartal 2009, tilføjer han.

De nye stillinger skal findes i de private virksomheder. Beskæftigelsen i det private steg i første kvartal med 6200 fuldtidsbeskæftigede. Det svarer til en stigning på 0,5 procent.

Samtidig blev der 1500 færre fuldtidsstillinger i det offentlige, hvilket svarer til et fald på 0,2 procent.

For nylig kunne Danmarks Statistik oplyse, at antallet af danske lønmodtagere steg med 4300 lønmodtagere i marts. Dermed er beskæftigelsen steget 23 måneder i træk.

Fredagens tal er de reviderede kvartalstal, som i modsætning til månedstallene er omregnet til fuldtidsstillinger.

De giver et bedre billede af udviklingen, fordi deltidsstillinger på for eksempel ti timer om ugen ikke tæller med, mener cheføkonom Steen Bocian, Danske Bank.

- Den samlede lønmodtagerbeskæftigelse steg med cirka 11.000 personer. Så selvom der er fremgang på arbejdsmarkedet, så skal man altså være opmærksom på, at en del skal tilskrives flere job med kort arbejdstid, skriver han i en kommentar.

Der var i alt 2.171.300 fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i første kvartal. Stigningen i beskæftigelsen har været nogenlunde stabil siden slutningen af 2013.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip