OW Bunker, der indtil nu har leveret brændstof til skibe, indgav fredag konkursbegæring efter en hektisk periode.
Her er en kort gennemgang af sagen:
* 28. marts
OW Bunker får en forrygende debut på børsen. På den første handelsdag stiger aktien i selskabet fra 145 kroner til 175 kroner. Omkring 20.000 privatpersoner udnyttede børsnoteringen til at købe OW Bunker-aktier.
* 7. oktober
OW Bunker nedjusterer sine finansielle forventninger for 2014. Begrundelsen er ifølge selskabet et "usædvanligt fald i olieprisen" i løbet af få uger. Selskabet siger, at det har "taget tiltag til at minimere risici mod yderligere fald i olieprisen", men aktiemarkedet reagerer meget negativt.
* 23. oktober
16 dage efter den første nedjustering er den gal igen. I selskabets regnskab for tredje kvartal sænkes forventningerne endnu engang. Topchef Jim Pedersen fastslår i den forbindelse, at OW Bunker "er dækket godt ind for resten af året".
* 5. november
Sent om aftenen oplyser OW Bunker, at man har lidt et potentielt tab på 125 millioner dollar grundet påstået svindel i et datterselskab i Singapore. Desuden viser en ny opgørelse, at selskabet har urealiserede tab på 150 millioner dollar i forbindelse med risk management-kontrakter.
Som en konsekvens bliver den ansvarlige for OW Bunkers risikostyring, Jane Dahl Christensen, omgående fyret.
OW Bunker forhandler med sine kreditorer om fremtiden.
* 6. november
Samtalerne med kreditgiverne giver ikke pote, og OW Bunker melder om morgenen rekonstruktion til skifteretten i Aalborg for at se, om "der kan dannes grundlag for fortsat drift af selskaberne, herunder et grundlag for tilførsel af yderligere kapital eller anden tilsvarende løsning".
* 7. november
OW Bunker oplyser, at det ikke har været muligt at finde en holdbar løsning på dets fremtid. Derfor indgiver selskabet konkursbegæring ved skifteretten i Aalborg.
Samtidig politianmelder selskabet to ledende medarbejdere i det svindelmistænkte datterselskab i Singapore.
/ritzau/