LA: Heldagsskole risikerer at lukke SFO'er i hobetal

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Alle kommuner burde sætte prisen ned på børnepasning i SFO'er, når SFO'ernes åbningstider forkortes på grund af den kommende heldagsskole.

Det mener Liberal Alliances undervisningsordfører, Merete Riisager, efter en gennemgang, som Ritzau har foretaget, viser, at kun 37 af landets 98 kommuner vil sænke prisen på børnepasning i SFO'en fra 1. august, når skolereformen indtræder.

- Forældrene til børn i SFO'erne bør naturligvis kompenseres fuldt ud for de forringelser, de har i vente. Jeg frygter dog, at det ikke kommer til at ske, og dermed kan vi meget vel komme til at se nedlagte SFO'er i hobetal, siger Merete Riisager og fortsætter:

- Det er helt og holdent regeringens ansvar, at SFO'erne nu er havnet i denne situation, men alle kommuner bør som minimum sikre, at SFO-taksterne ikke overstiger de faktiske udgifter til den kortere åbningstid.

De resterende 61 kommuner kan stadig nå at melde eventuelle prisnedsættelser inden 1. april, men Merete Riisager mener, at det er bekymrende, at så mange kommuner stadig ikke har sænket priserne.

- Det er ikke i orden at sætte prisen ned med et symbolsk beløb og dermed lade forældre betale for en helhedsskole, som de slet ikke har ønsket sig, siger hun.

- Mange børn har haft glæde af frihed, udeliv og ikke-voksenstyret tid i SFO'er, fritidshjem og klubber.

- Det er en skændsel for det gode børneliv, at regeringen og forligspartierne er i færd med at ødelægge alt det for en folkeskolereform uden videnskabeligt belæg, siger Merete Riisager.

Ifølge Ritzaus undersøgelse spænder prisfaldene i de 37 kommuner fra 45 kroner til 400 kroner.

Både organisationen Skole og Forældre og pædagogernes fagforening Bupl er positive overfor prisnedsættelserne.

/ritzau/