Mand fundet død i brændende skurvogn: Men obduktionen viste mere skrækkelig detalje

Skrevet af Nicolai Haugsted

2 uger siden

|

30/04/2024
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 67-årig mand blev fundet død i en brændende skurvogn. Nu er der gjort rystende opdagelse i sagen.

Dagens topnyheder

En 67-årig mand blev søndag aften i Dragør fundet død under omstændigheder, der nu viser sig at omfatte både mord og brandstiftelse.

Det skriver B.T. via. en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

Københavns Politi modtog en anmeldelse klokken 22.20 om en brændende skurvogn på Frieslandsvej. Inde i skurvognen opdagede brandvæsenet mandens livløse krop.

Død af knivstik

Ved en efterfølgende obduktion blev det fastslået, at manden, som var beboer i skurvognen, var blevet dræbt af flere knivstik, før skurvognen blev sat i brand.

"Der var fra begyndelsen tegn på, at vi kunne stå med en drabssag, og vi har iværksat en række efterforskningsskridt og tekniske undersøgelser på stedet. Den efterforskning fortsætter naturligvis," udtalte vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi.

Politiet arbejder på højtryk for at opklare omstændighederne omkring den 67-årige mands død og den efterfølgende brand. Der er en åben efterlysning efter vidner, der måtte have været i området søndag aften eller som måske har viden om de nærmere omstændigheder vedrørende sagen.

Københavns Politi opfordrer alle, der har informationer, til at kontakte dem via telefonnummer 1-1-4.