Ove Pedersens mission fuldført: Nu rykker vi ikke ned

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

OB gæstede fredag aften AaB på Nordjyske Arena, og besøget blev i den grad en succes for udeholdet.

Fynboerne vandt 2-0 på mål af Ari Skulason og Lasse Nielsen. Med sejren er OB nu 13 point fra stregen, og dermed er træner Ove Pedersen mission om overlevelse i Alka Superligaen stort set klaret.

- Jeg tør godt at sige, at vi ikke rykker ned. Selvfølgelig er det en stor lettelse, for da jeg kom til OB, gik snakken på, at de her spillere ikke kunne redde sig i Alka Superligaen, siger OB-træneren.

Sejren over AaB blev grundlagt efter to mål i første halvleg, og selvom AaB havde flere store muligheder i specielt anden halvleg, endte hjemmeholdet med at gå scoringsløse fra banen mod et heroisk kæmpende udehold.

- Vi spillede ikke så godt, så jeg vil rose holdet for vinderinstinktet og kollektivet, som vi viste frem i dag, siger Ove Pedersen.

- Vi kom under alt for stort pres i første halvleg. Vi lagde godt ud fra start, men da vi fik det tidlige mål, gik vi for langt tilbage. De fik nogle gode gennemløb på kanterne og var farlige på standardsituationerne. Men jeg synes aldrig, det blev rigtigt farligt.

Med sejren over AaB fulgte OB-mandskabet op på den flotte hjemmesejr over FC Midtjylland i sidste spillerunde.

- Der blev sagt, at vi havde et svært program tilbage, men som jeg altid har sagt, er jeg fløjtende ligeglad med, hvem vi skal møde i Superligaen, siger Ove Pedersen.

Ove Pedersen blev hentet ind for at redde de blåstribede fra nedrykning, men må trods et fornuftigt stykke arbejde snart sige farvel til sit formstærke mandskab.

- Når man er afklaret med tingene og vidste det, da man blev ansat, er det ikke en mærkelig følelse. Det havde været mere mærkeligt, hvis det først var sket senere, men jeg vidste det fra dag et.

I stedet for Ove Pedersen tiltræder Kent Nielsen som cheftræner i Odense.

/ritzau/