Politiet lader flygtninge rejse frit gennem Danmark

Skrevet af admin

10/09/2015

Dagens topnyheder

De 400 flygtninge, der natten til torsdag har været tilbageholdt i en sportshal i Rødbyhavn, forventes ifølge TV2 at få lov til at rejse videre gennem Danmark.

De mange flygtninge er ankommet de sidste dage via internationale tog fra Tyskland og har nægtet at lade sig registrere med fingeraftryk i Danmark.

De ønsker at rejse videre gennem Danmark til Sverige og de øvrige nordiske lande, og nu ser det altså ud til, at de torsdag morgen får lov til at rejse videre.

240 flygtninge, der sad hele onsdagen i parkerede togvogne i Rødbyhavn, fik tidligere ligeledes lov til at rejse videre gennem Danmark, har politiet bekræftet over for Ritzau.

- Vi vil tage stilling til det videre forløb i løbet af morgenen, men de personer, der opholder sig i hallen, vil formentlig få samme besked, som de fik i går aftes, siger politikommissær Jan Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2.

Politiet i Syd- og Sønderjylland bekræfter også over for Ritzau, at de omkring 60 flygtninge, der har overnattet på en perron i Padborg i Sønderjylland, har fået lov til at rejse videre.

/ritzau/