Politiet: Vi efterforsker skyderi som terrorhandling

Skrevet af admin

14/02/2015

Dagens topnyheder

Politiet efterforsker en skudepisode lørdag under et debatmøde, hvor en person er dræbt og tre betjente såret, som en terrorhandling.

Myndighederne siger samtidig om skyderiet på kulturhuset Krudttønden, at man endnu ikke kan slå fast, at det faktisk er terror.

- Vi ved ikke, om det er en terrorhandling, men vi efterforsker det som sådan, siger politiinspektør Jørgen Skov på et pressemøde.

En 40-årig mand blev ramt af skud og er dræbt.

Myndighederne betragter skyderiet som et muligt attentat mod den svenske Muhammedtegner Lars Vilks, som var en af gæsterne i paneldebatten under debatmødet "Kunst, Blasfemi og Ytringsfrihed" i kulturhuset på Østerbro.

- De tre sårede betjente er ramt i henholdsvis skulderen, benet og lysken, oplyser politiet.

- De to mistænkte skød udefra og ind i Krudttønden. Livvagter fra PET besvarede ilden, hvorefter de mistænkte flygtede, oplyser politiet ved et pressemøde på politigården.

Politiet jagter i øjeblikket to mistænkte efter skyderiet. Den ene beskrives som 25-30 år og 185 centimeter høj. Han er atletisk af bygning med arabisk udseende, men "med lysere hud end normalt og med sort glat hår."

Han var ifølge politiet "iført en sort eller mørkeblå skijakke og matchende bukser og formodentlig handsker."

Han havde under skudepisoden "dækket nederste del af ansigtet helt op til øjnene med et partisantørklæde i farverne gul/orange og rød."

Gerningsmanden havde en sort maskinpistol eller et sort maskingevær.

Politiet har ikke fundet de gerningsvåben, der er blevet brugt til skudattentat, men man har fundet den flugtbil, som gerningsmændene kaprede efter skudepisoden.

Bilen er fundet på Borgervænget mellem S-togsstationerne Ryparken og Svanemøllen.

DSB oplyser, at man har indstillet driften med S-tog mellem de to stationer.

Skyderiet skete kort før klokken 16 ved kulturhuset Krudttønden, der ligger over for Parken på Østerbro i København.

Både Lars Vilks og den franske ambassadør, som også var til stede under debatmødet, er uskadt.

/ritzau/