Putin advarer: Ukraines handlinger vil få konsekvenser

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Ruslands præsident, Vladimir Putin, advarer om, at det vil få konsekvenser, hvis den ukrainske regering har sat militæret ind mod dets egen befolkning i den østlige del af landet.

- Hvis disse mennesker er rykket frem til den såkaldet akutte fase med konfrontationer med demonstranterne, så er det ikke en akut fase, men det er en straffeaktion, og det vil selvfølgelig få følger for de personer, der træffer sådan beslutninger - også for forholdet mellem vore to lande, siger Putin under et tv-transmitteret møde med regionale medier.

Den russiske leder siger, at det er en "meget alvorlig forbrydelse", hvis hæren i det østlige Ukraine er blevet brugt mod prorussiske aktivister.

Udtalelserne fra Putin kommer umiddelbart efter, at pansrede køretøjer fra Ukraines hær er kørt ind i byen Slavjansk, som kontrolleres af prorussiske separatister.

Op imod fem separatister er foreløbig dræbt i den igangværende militæraktion, meddeler det ukrainske indenrigsministerium.

De militante aktivister i Slavjansk har beordret civile til at forlade byens rådhus, hvor separatisterne har forskanset sig og nu indtaget defensive stillinger.

Fjernelsen af de bevæbnede separatister er et led i den antiterror-operation, som Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, tirsdag genoptog efter en pause hen over påske.

/ritzau/Reuters