Serbien og Tyskland får wildcards til håndbold-VM

Skrevet af admin

23/06/2015

Dagens topnyheder

Når der i december bliver spillet VM i kvindehåndbold på dansk grund, bliver det alligevel med deltagelse af Serbien og Tyskland.

Det oplyser det internationale håndboldforbund IHF til det danske håndboldforbund DHF.

- Begrundelsen for at give netop disse to nationer de sidste to pladser er logisk, idet Serbien som nummer to ved det seneste VM i 2013 er den højest rangerede nation af dem, der ikke umiddelbart kvalificerede sig.

- Og Tyskland er med sin 10.-plads ved EM 2014 det højest rangerede ikke-kvalificerede europæiske hold, siger formand for DHF, Per Bertelsen.

Dermed kom alle de 24 deltagere på plads, inden der onsdag trækkes lod til slutrunden, der spilles fra 5. til 20. december.

Samtidig har DHF fastlagt en fast hjemmebane i gruppespillet for fire af de deltagende nationer.

Danmark spiller sine indledende kampe i Herning, Norge spiller i Frederikshavn, Sverige spiller i Næstved, mens tyskerne får hjemmebane i Kolding knap en times kørsel nord for grænsen.

Ved herrernes VM i Qatar blev Tyskland også tildelt en billet, selv om holdet ikke kvalificerede sig.

/ritzau/