En tyrkisk soldat og to kurdiske krigere fra det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK) er dræbt, efter militante har angrebet en militær stilling i den sydøstlige kurdiske Diyarbakir-provins i Tyrkiet.
Det oplyser tyrkiske sikkerhedskilder onsdag.
Mindst fire andre soldater og en lokal sikkerhedsansat blev såret ved angrebet, hvor PKK-militante affyrede en raketdrevet granat mod militærets stilling.
Det udløste en ildkamp mellem tyrkiske soldater og kurdiske guerillakrigere.
Kampene er de seneste i en række af voldelige sammenstød mellem de to sider. Urolighederne er eskaleret markant i de seneste uger.
Tirsdag oplyste det tyrkiske militær, at det har foretaget en række luftangreb mod militante kurdere i den sydøstlige del af landet mandag og tirsdag.
17 mål blev ramt i provinsen Hakkari, oplyser militæret.
Luftangrebene kommer efter, at mindst ni mennesker er blevet dræbt ved en bølge af PKK-angreb mod de tyrkiske sikkerhedsstyrker.
/ritzau/Reuters