Wozniackis unge modstander: Jeg har intet at tabe

Skrevet af admin

19/01/2015

Dagens topnyheder

Det passer amerikaneren Taylor Townsend ganske godt, at hun i første runde ved Australian Open møder en af verdens på papiret 10 bedste tennisspillere i form af danske Caroline Wozniacki.

Det fortæller det 18-årige talent på træningsanlægget i Melbourne, hvor årets første grand slam spilles.

- Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre kamp. Wozniacki har gjort det rigtig godt de seneste måneder, og det er en fantastisk mulighed for mig. Jeg har intet at tabe, siger Townsend til Ritzau.

Wozniacki og Townsend tørner sammen natten til tirsdag dansk tid, og selvom amerikanerens respekt for den tidligere danske verdensetter er stor, så fejler selvtilliden ikke noget.

- Jeg har rigtig gode muligheder, hvis jeg fokuserer på mig selv. Wozniacki er selvfølgelig en meget svær modstander, som hele tiden får dig til at spille en ekstra bold, så det handler om at være mentalt forberedt på det, lyder det fra Taylor Townsend.

Det er kun anden gang, at de to står over for hinanden. Sidst var i begyndelsen af januar, hvor Caroline Wozniacki vandt i to sæt 6-1, 7-6.

Som cifrene antyder, gav Townsend danskeren problemer i andet sæt.

- Det handler om at blive i pointet og kæmpe med hende fra point til point, siger Townsend.

- Det gjorde jeg godt i andet sæt i vores første kamp, så hvis jeg fortsætter med det, tror jeg på, det vil gå godt, fortsætter hun.

Det er første gang, at Townsend skal spille med i seniorturneringen i Australien, men hun har gode minder fra Melbourne, hvor hun i 2012 vandt juniorudgaven af Australian Open.

- Det er fantastisk at være her, og jeg har lutter gode minder herfra. Når jeg går gennem forhallen og ser mit navn på trofæet, er det en god følelse. Og som min far sagde til mig: "Du har aldrig tabt hernede". Det er godt at være tilbage, konstaterer en storsmilende Townsend.

/ritzau/