Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic og danske Daniel Wass har mindst én ting til fælles, ud over at de begge optræder i den bedste franske fodboldrække.
Torsdag blev de begge idømt tre spilledages karantæne af den franske fodboldliga, hvoraf den ene spilledag er gjort betinget.
Daniel Wass blev lørdag i sidste uge udvist kort før tid, da hans klub, Evian, vandt 2-0 ude over Lens.
Danskeren var blevet skiftet ind et kvarter før udvisningen.
Zlatan Ibrahimovic slap i første omgang med et gult kort, da han i sidste måned var involveret i en episode kort før tid i Paris Saint-Germains 1-0-sejr ude over Saint-Etienne.
Nu bliver han imidlertid straffet med karantæne.
Svenskeren havde tidligere i kampen scoret til 1-0 på et straffespark.
/ritzau/