37-årig mand fra Haslev hyggede sig med nøgenchat og strip på Skype - men pludselig fik han en uhyggelig besked

Skrevet af Nils Würtzenfeld

17/10/2017
En 37-årig mand fra Haslev fik sig en lærestreg for livet forleden. Foto: Shutterstock
En 37-årig mand fra Haslev fik sig en lærestreg for livet forleden. Foto: Shutterstock
En 37-årig mand fik sig en grim overraskelse forleden, da han fredag aften hyggede sig med strip og nøgenchat på Skype. Nu advarer politiet andre mod at begå samme fejl.

Mest læste i dag

Man skal passe på med, hvem man smider tøjet for.

Det måtte en 37-årige mand fra Haslev på Sydsjælland sande, da han fredag aften havde hygget sig med en fremmed kvinde over Skype. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Facebook.

Forinden havde de to mødt hinanden over dating-app’en Lovoo, hvor snakken var gået lystigt.

Herfra aftalte de to af bevæge sig over på Skype, hvor den fremmede kvinde pludselig viste sig fra sin knap så generte side, da hun begyndte at tage tøjet af foran kameraet og strippe for den 37-årige sydsjællænder. 

Det gjorde tilsyneladende manden så vild i varmen, så han valgte at gengælde afklædningen, indtil han også stod uden en trevl på kroppen foran sit webcam.

Pludselig fik den lumre tone dog en helt anden lyd, da kvinden skrev, at hun havde optaget en video af den afklædte mand, og at han skulle betale hende 500 euro, som svarer til lidt mere end 3.700 kroner - ellers ville hun offentliggøre videoen af ham nøgen, så alle hans venner kunne se de pinlige billeder.

Manden var dog ikke interesseret i at blive afpresset og kontaktede fluks Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der forklarede ham, at han under ingen omstændigheder skulle overføre penge til kvinden. I stedet skulle han skynde sig at tage en masse ’screendumps’ af sin skærm og sende dem til politiet som dokumentation for deres samtale og samvær online.

På trods af den prekære situation valgte manden at gøre, som politiet bad ham om, og han sendte derfor ordensmagten hele 36 billeder af den lumre Skype-samtale.

Imens blev den fremmede kvinde ved med at true den 37-årige til at udbetalte pengene. Hun hævdede blandt andet, at hun ville offentliggøre en nøgenvideo af manden på hans Facebook-profil.

Søndag har politiet dog oplyst, at kvinden, så vidt de er orienteret, endnu ikke har gjort alvor af sine trusler.

Hele historien har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi delt på deres Facebook-side, hvor de også kommer med gode råd til, hvordan andre undgår at komme i en lignende situation.

- Der lurer jo folk med skumle bagtanker alle vegne - også bag computerskærme - og selv om det er meget ærgerligt, at vi ikke kan stole mere på hinanden, vil vores gode råd være at vente med at tage tøjet af, til man mødes ansigt til ansigt. På den måde vil det være lidt lettere at kontrollere, om man bliver optaget eller ej, skriver politiet.