Mandlig cyklist i livsfare efter voldsom ulykke: Blev kastet op i luftet og landede i vejkant

Skrevet af Nils Würtzenfeld

25/01/2018
En 46-årig cyklist er i kritisk tilstand, efter han torsdag morgen blev ramt bagfra af en varebil.

Dagens topnyheder

Tidligt torsdag morgen klokken 06.28 blev en 46-årig mandlig cyklist kørt ned af en varevogn på Randersvej i Stevnstrup i Østjylland. Det skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge Østjyllands Politi kom varevognen kørende bagfra i samme retning som den 46-årige cyklist. Den 34-årige mand, der kørte varevognen, har dog forklaret, at han i situationen overså cyklisten.

Derfor blev den mandlige cyklist påkørt bagfra, og ved det voldsomme sammenstød blev han kastet op i luften og landede efterfølgende på en mark i vejkanten.

Den 46-årige mand blev kort efter kørt til Regionshospitalet Randers for at blive behandlet, og ifølge Østjyllands Politi er cyklistens tilstand fortsat kritisk.

Mandens pårørende er underrettet.

Imens slap den 34-årige bilist uskadt fra sammenstødet, og umiddelbart efter ulykken var Randersvej spærret i begge retninger på grund af oprydningsarbejdet. Morgentrafikken var derfor i flere timer efter ulykken ramt af kø og forsinkelser.