En rutinekontrol ved den dansk-tyske grænse udviklede sig til en større smuglersag med et millionbeløb på spil.
En polsk varebil blev tirsdag morgen standset ved Frøslev Grænseovergang, og det viste sig, at det var en god idé at trække den ind til siden.
Det stod klart efter, at medarbejdere fra Politi- og Toldgruppen klokken 06.38 tirsdag morgen gennemførte kontrollen og gjorde et omfattende fund i køretøjet.
Sagen har nu ført til en meget alvorlig sigtelse mod chaufføren, mens de danske myndigheder arbejder videre med at undersøge de beslaglagte varer.
Tusindvis af puff bars
Ved gennemgangen af køretøjet opdagede myndighederne, at der var skjult en betydelig mængde puff bars i lastrummet, som ikke lovligt måtte indføres.
Varebilen blev som følge af dette bragt videere til en af Toldstyrelsens kontrolhaller, hvor medarbejderne fik mulighed for at foretage en nærmere optælling. I alt fandt de 5.600 puff bars.
Toldstyrelsen vurderer ifølge en pressemeddelelse, at den formodede smugling har medført manglende betaling af told og afgifter for næsten 4,5 millioner kroner.
Syd- og Sønderjyllands Politi fremhæver samtidig vigtigheden af at forhindre, at de ulovlige nikotinprodukter kommer ind i landet.
Sigtet for groft smugleri
Politikommissær Jan Eichner fra Udlændingekontrolafdeling Vest glæder sig over, at myndighederne fik standset transporten.
“Det glæder os, når vi sikrer, at de mange puff bars ikke lander i Danmark. Vi har stort fokus på at stoppe indførsel af de ulovlige nikotinprodukter – heriblandt puff bars,” siger han i pressemeddelelsen.
Ifølge politikommissæren kan produkternes søde smage især være med til at tiltrække yngre forbrugere. De kan desuden have et meget højt nikotinindhold. Myndighederne vil derfor undersøge både smagsstofferne og nikotinmængden i de beslaglagte varer.
Chaufføren er en 48-årig polsk statsborger, som blev anholdt og sigtet for groft smugleri. Politiet løslod ham efter afhøring, men det betyder dog ikke, at sigtelsen mod ham er blevet droppet.