Tidligere efterforsker: Jeg ved, hvad der skete med Maddie

Skrevet af Emil Ryttergaard

07/02/2017
En tidligere politibetjent og ledende efterforsker i Madeleine McCann-sagen har hele tiden fastholdt at kende sandheden om pigens forsvinden, og nu giver retten ham medhold i, at han gerne må fortælle om sin teori.

Dagens topnyheder

Det er næsten ti år siden, at en lille engelsk pige forsvandt sporløst fra et ferieparadis i Portugal. 

4-årige Madeleine McCann, bedre kendt som Maddie, var på alle avisforsider og tv-kanaler, da hun forsvandt under en ferie med sine forældre.

Selvom årene er gået, trækker sagen stadig overskrifter, og nu har en politibetjent, der tidligere har stået i spidsen for efterforskningen, fået rettens tilladelse til at publicere sin version af sandheden, skriver The Telegraph

Den tidligere efterforskningsleder Goncalo Amaral har skrevet bogen ‘The truth of the Lie’, der hævder, at den lille pige døde ved et uheld i familiens ferielejlighed, og at forældrene siden forsøgte at dække over hændelsen ved at opfinde historien om pigens forsvinden. 

Bogen blev efter tryk kritiseret for at være misvisende og fejlbehæftet, og forældrene vandt i første omgang retssagen mod Amaral, der blev dømt til at betale godt 3,5 millioner kroner i erstatning til Maddies forældre for at have miskrediteret dem.

Den dom blev dog omstødt og er siden endt i Portugals højesteret, som nu stadfæstet afgørelsen, således at Goncalo Amaral alligevel godt må udgive sin bog. Derfor er kan forældrene Kate og Gerry McCann nu se frem til et betydeligt erstatningskrav fra den tidligere efterforsker.

- Vi vil nu føre et erstatningssøgsmål mod McCann-parret. Min klient har lidt alvorlig skade og tab igennem årene på grund af fordomme, siger Amarals advokat Miguel Cruz Rodriguez.  

Da sagen første gang kørte i retten i 2014, udtalte moderen Kate McCann i retten, at familien var ‘sønderknust’ over beskyldningerne i bogen. 

- Det fik mig til at føle mig desperat på grund af den uretfærdighed, som jeg følte, ramte min datter og min familie. Det var meget smertefuldt at læse, og jeg var ked af det på Madeleines vegne, sagde Kate McCann i retten. 

Amaral fastholder dog sine anklager i bogen, hvor den tidligere ledende efterforsker skriver, at 4-årige Madeleine McCann døde ved en ulykke, der involverede forældrenes fejlmedicinering af pigen. 

Bogen om Maddies forsvinden bliver nu frigivet fra et eksisterende fogedforbud og kan udkomme internationalt, selvom McCann-parret har udtalt, at deres advokater fortsat vil gøre alt for at stoppe bogens udgivelse.