Vindere og tabere på boligmarkedet efter krisen

Skrevet af Boligsiden.dk

23/01/2014

Mest læste i dag

Rådne bananer og lave boligpriser har vist sig at være en fordel og ikke en ulempe. Fællesnævneren for de kommuner, der er kommet helskindet ud af finanskrisen, er netop, at priserne aldrig stak af under krisen.

Ni jyske kommuner har huspriser der i 2013 var i nul eller i plus sammenlignet med niveauet i 2007. Alle andre kommuner er stadig i minus.

- De kommuner, der, da priserne gik op, blev kaldt rådden banan, fordi priserne ikke fulgte med, er præcis dem, der i dag kan se tilbage på en stabil prisudvikling, hvor prisniveauet i dag ligger over, hvad det gjorde i 2007, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Jyske kommuner er i plus

De kommuner, der i dag er i plus, ligger alle i det nordlige Jylland, og så har Billund sneget sig med på listen også. Aalborg og Skive ligger øverst med et prisniveau, der i dag ligger otte procent over niveauet i 2007 tæt forfulgt af Vesthimmerland med seks procent.

Boligpriserne i disse kommuner eksploderede ikke trods opgangstiden, og i dag ligger de derfor flot i forhold til 2007-niveauet. Men ser man på boligpriserne i disse kommuner i dag sammenlignet med resten af landet, kan man se, at de alligevel ligger lavt i forhold til landsgennemsnittet. Aalborg er eneste undtagelse, hvor priserne for villaer og rækkehuse i dag ligger over landsgennemsnittet.

Kommuner i Vest- og Sydsjælland i modvind

Det har været hårde tider for kommunerne i det vestlige og sydlige Sjælland. Her er priserne i dag knap det halve af, hvad de var i 2007, og der er ikke tegn på, at priserne snart er på vej op for alvor.

Hele Sjællands bund med Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, Faxe og Stevns har priser, der i dag er mellem 36 procent og 47 procent under niveauet i 2007.

Flere af kommunerne, der hvor priserne halter sammenlignet med 2007, oplevede dog pæne boligprisstigninger i 2013. Men det ikke bragte dem i nærheden af hverken landsgennemsnittet eller 2007-niveauet.

Læs også: Her steg og faldt boligpriserne i 2013 – se kortet

Prisudvikling 2007- 2013 – Kommuner i plus

Skive (8 %)
Aalborg (8 %)
Vesthimmerland (6 %)
Jammerbugt (5 %)
Brønderslev (3 %)
Frederikshavn (3 %)
Billund (2 %)
Rebild (1%)
Holstebro (0 %)

Prisudvikling 2007- 2013 – Top 10 kommuner i minus

Odsherred (-49 %)
Vordingborg (-47 %)
Halsnæs (-44 %)
Faxe (- 42 %)
Gribskov (-42 %)
Stevns (-42 %)
Guldborgsund (-39 %)
Lejre (-38 %)
Lolland (-38 %)
Næstved (-36 %)